Surrealistisk: Pludselig nævnte Kong Frederik ung 3F’er i nytårstalen

3F’er og møbelsnedker Niels Næraa-Nicolajsen rundede 2025 af med at blive nævnt af Kong Frederik i den årlige nytårstale.
- Niels Næraa-Nicolajsen fik et chok, da Kong Frederik nævnte ham i sin nytårstale, hvor han roste ham og fire andre unge faglærte.
- Niels havde mødt Kongen under Euroskills i Herning tidligere på året.
- Niels blev meget overrasket over at blive nævnt og er glad for, at faglærte og håndværk fyldte i Kong Frederiks tale.
Nytårsfesten blev skudt i gang med et brag af den uventede slags for Niels Næraa-Nicolajsen, da han sad sammen med sine venner og så Kong Frederiks nytårstale.
For pludselig handlede talen nemlig om ham.
– Også i dag er der rift om folk, der har hænderne godt skruet på. Tidligere i år mødte jeg Augusta, Casper, Niels, Sofie og Magnus, der om nogen lever op til den beskrivelse, lød det fra Kong Frederik i nytårstalen.
Med direkte adresse til Niels Næraa-Nicolajsen og fire andre faglærte.
– Det er ikke så ofte, at der bliver nævnt navne i nytårstalen, så det var godt nok vildt at opleve, at mit eget navn blev sagt, fortæller den unge 3F’er til Fagbladet 3F.
Tidligere på året repræsenterede Niels Næraa-Nicolajsen Danmark ved Euroskills i Herning.
Her havde Kong Frederik afsat tid til at tale med den unge møbelsnedker undervejs i konkurrencen.
Royal behandling
At Kong Frederik flere måneder senere ville nævne Niels Næraa-Nicolajsens navn i nytårstalen, kom dog helt bag på ham.
Den 23-årige møbelsnedker havde ikke fået noget at vide på forhånd.
– Vi havde joket lidt med det hos mine venner, hvor jeg holdt nytår – at nu havde jeg været med til Euroskills, og så ville mit navn nok blive nævnt i nytårstalen. Det var jo bare sagt for sjov, men så gjorde han det faktisk, fortæller Niels Næraa-Nicolajsen.
Det resulterede i et jubelbrøl, og vennerne begyndte at juble.
Niels Næraa-Nikolajsen husker, at han udbrød: “Hey, det var det, jeg sagde!”
– Bagefter var det lidt surrealistisk, og jeg begyndte at tænke: Hvad var det egentlig lige, der skete? Det havde jeg slet ikke regnet med, fortæller han.
Vennerne holdt heller ikke igen med at vise deres begejstring resten af aftenen.
– Der blev lige hældt et ekstra glas champagne op, og der var ekstra service omkring mig hele aftenen. Folk behandlede mig næsten, som om jeg selv var royal, griner han.
“Fedt, hvis han ringede”
Niels Næraa-Nicolajsen er glad for, at faglærte og håndens arbejde fandt vej ind i Kong Frederiks årlige nytårstale.
Kong Frederik satte flere ord på, hvor vigtigt håndværk er for Danmark, og han nævnte blandt andre også 3F’eren Augusta Lynge Jensen ved navn. Hun er tjener og vandt en sølvmedalje under Euroskills og fik også talt med kongen under konkurrencerne i Herning.
– Selvom der sker rigtig mange store ting i verden lige nu, er det rart, at Kongen også sætter tid af i talen til at tale om håndværk og manglen på faglært arbejdskraft, siger Niels Næraa-Nicolajsen.
Efter både at have mødt Kong Frederik ved Euroskills i september og været nævnt i nytårstalen ved Niels endnu ikke, om 2026 byder på endnu et møde med kongen.
– Men det kunne da være fedt, hvis han ringede og skulle have lavet et eller andet, griner Niels Næraa-Nicolajsen.