Fra 1. august er det slut med rengøring fra servicefirmaet Renell A/S hos Hørsholm Kommune.
Efter en udbudsrunde har et andet firma, Forenede Service, nemlig vundet opgaven med at holde kommunens offentlige arealer rene de næste fire år.
En opgave, som Renell de seneste seks år har stået for.
Renell, der har til huse i Helsingør, har det seneste års tid været udsat for massiv kritik.
LÆS OGSÅ: Rengøringsansatte gik ned med flaget i Vejle
Især i Vejle Kommune, hvor medarbejdere var langtidssyge og gik ned med stress på stribe på grund af arbejdsforholdene.
Desuden væltede det ind med klager fra brugere om alt for ringe rengøring. Vejle fyrede Renell i november 2022.
Renell ligger dertil i konflikt med 3F på grund af strid om overenskomster.
Et helt almindeligt udbud
Teamleder for facility management i Hørsholm Kommune Mette Hesselberg understreger, at Renells tab af rengøringen i byen intet har at gøre med den kritik, der har været af servicefirmaet andre steder.
LÆS OGSÅ: Rengøringsansatte kritiserer arbejdsvilkår i Helsingør
– Der er tale om et helt almindeligt udbud, der udløber ved udgangen af juli, og hvor Renell bare ikke vandt, siger Mette Hesselberg.
Udbuddet er foregået rent administrativt og har ikke været forbi kommunalbestyrelsen.
Renell står nu for rengøringen i ni af landets kommuner.
