René har dårlig ryg: Ingen chance for at arbejde til jeg er 69 år

Flere er blevet utrygge ved mulighederne for at trække sig tilbage før pensionsalderen. En af dem er murerarbejdsmand René Top.
- René Top, 52 år, sygemeldt med diskusprolaps, er utryg ved mulighederne for tidlig pension
- Undersøgelse viser , at der er en stigning i utrygheden blandt 3F'erne og danskere generelt
- René Top har arbejdet som murerarbejdsmand og har en dårlig ryg.
- Han håber at vende tilbage til sit arbejde, afhængig af genoptræningen.
Hvad er chancen for, at René Top, 52 år, kan holde til sit arbejde, indtil han kan få folkepension?
– Jamen, den er lig nul, mener han selv.
René Top, der bor i Årup på Fyn, kan ikke komme i tanke om nogen blandt sine kolleger på byggepladserne, der nærmer sig pensionsalderen. De ér stoppet.
Lige nu går han hjemme, sygemeldt med en diskusprolaps.
– Det er sikkerhedsnet, der er i dag, er ikke godt nok. Og det er jo derfor, man er utryg, siger René Top.
Utrygheden er vokset
Utrygheden ved, om man kan trække sig tilbage før folkepensionen, er steget meget på kort tid. Det viser en helt ny undersøgelse lavet i samarbejde mellem 3F og analysefirmaet Methods.dk.
I maj sidste år sagde 39 procent af 3F’erne, at de var utrygge ved mulighederne for at trække sig tidligt tilbage. I september i år er det 56 procent, som er utrygge. Altså over halvdelen af svarerne.
Samme tendens gælder alle danskere. Her er det endda lidt flere, som er utrygge ved mulighederne.
Sådan et arbejde findes ikke
Første gang René Top satte sine ben på en byggeplads, var han kun 12 år og hjalp sin far. Som 14-årig blev han arbejdsdreng ved en tømrer og blev udlært i faget som 19-årig.
Siden sidst i 90’erne har han dog arbejdet som murerarbejdsmand. Men arbejdet har sat sine spor på kroppen.
Den første diskusprolaps fik han i oktober for to år siden, blev opereret, genoptrænet og kom efterhånden tilbage i arbejde på fuld tid.
Min kiropraktor siger, at jeg skal finde et arbejde, hvor jeg ikke skal lave noget
René Top
Nu er den gal igen. Også selvom kollegerne har skånet ham så meget som muligt.
– Det er nedtur, at det kom igen. For jeg havde passet min genoptræning og øvelser til punkt og prikke, fortæller René Top, som nu går og venter på en scanning, mens han spiser stærk smertestillende medicin.
– Min kiropraktor siger, at jeg skal finde et arbejde, hvor jeg ikke skal lave noget. Men det findes jo ikke, siger han.
Mine børn skal spare så meget op, de kan
Den dårlige ryg giver mange bekymringer for en person, der bruger sin krop på arbejdspladsen. Og René Top har – som han siger – været en tur nede og vende i kulkælderen undervejs.
Hans forventninger til, hvad samfundet kan levere af løsninger, er ikke så store.
– Jeg har sagt til mine børn, at de lige så godt kan spare alt det op, de kan. For ellers skal de jo arbejde, til de er over 70, siger han.
Der er jo ingen, som håber på at blive slidt helt ned
René Top
René Top mener, at syge presses til arbejdsprøvning, selv om de ikke er raske, samtidig med at pensionsalderen stiger. Det samme gør Arne-, efterløns- og seniorpensionsalderen.
Førtidspension er svær at få. Og heller ikke noget man ønsker:
– For der er jo ingen, som håber på at blive helt slidt ned, siger René Top.
– Det er forfærdeligt. Jeg forstår egentlig ikke, at der ikke er et oprør i den danske befolkning, siger René Top.
For hans eget vedkommende vil det vare mange år endnu, før tidlig tilbagetrækning overhovedet er en mulighed.
Hvad skal jeg ellers lave
Murerarbejdsmanden fra Aarup håber, at han kommer i gang med arbejde igen.
– Hvad skal jeg ellers lave? siger René Top.
Han har været forudseende, sidder billigt i husleje og har ikke de store udgifter.
– Det er helt urealistisk, at jeg er på arbejdsmarkedet, når jeg er 69 år. Men jeg har regnet med at fortsætte i hvert fald 10 år endnu og spare noget mere op, siger han:
– Men om det kommer til at ske – det ved jeg ikke. Det kommer an på ryggen, siger han.