3F-formand raser over stigende pensionsalder: – Løftebruddet over alle løftebrud

Politikerne har brudt alle løfter, der skulle gøre stigende pensionsalder spiselig, siger 3Fs formand. Han har tre kontante krav til politikerne, der skal rette uligheden op.
- Henning Overgaard kritiserede på 3Fs kongres i Aalborg politikerne for at bryde løfter om stigende pensionsalder.
- Han krævede bedre vilkår for arbejdere, herunder tidlig pension, højere sats og ændringer i regler for modregning.
- Han argumenterede for retten til værdig tilbagetrækning for arbejdere med fysisk belastende arbejde.
Politikerne fik store hug af formand for 3F Henning Overgaard på 3Fs kongres i Aalborg for at stikke af fra alle deres gyldne løfter omkring stigende pensionsalder.
– Folketinget! I må hurtigst muligt få rettet op på jeres aftalebrud, for det er så groft, at jeg offentligt har kaldt det ”løftebruddet over alle løftebrud”, og jeg kan garantere jer, at jeg har måttet bide mig selv i tungen for ikke at bruge langt, langt stærkere ord.
Sådan sagde – eller rettere råbte – Henning Overgaard i sin beretning til store klapsalver fra de cirka 800 delegerede i kongressalen i Aalborg Kongres & Kultur Center.

Klare løfter fra politikerne
For at forklare rækkevidden af løftebruddet gik han et godt stykke tilbage i tiden.
– Lige om lidt er det tyve år siden, at politikerne lavede en klar aftale med os danskere. Vi havde dengang en folkepensionsalder på 65 år, sagde han og fortsatte:
– Så de lavede en forligsaftale, hvor de lovede danskerne: Noget for noget, sagde han og satte spot på fire løfter fra politikerne i forligsaftalen:
For det første skal de penge, vi sparer og tjener ved at hæve pensionsalderen, bruges på at sikre velfærden.
For det andet skal dem med de længste og fysisk mest belastende arbejdsliv, stadig have ret til fem års efterløn, så de selv kan vælge at trække sig tilbage, hvis kroppen er træt.
For det tredje skal der investeres massivt i bedre arbejdsmiljø, så vi mindsker de hårde fysiske belastninger og slid på de kroppe, der skal holde til et længere arbejdsliv.
For det fjerde skal der investeres massivt i efteruddannelse. For danskere med hårdt arbejde skal have bedre mulighed for at skifte job eller branche, når kroppen for alvor begynder at gøre ondt.
Fire løfter brudt
– Her knap tyve år senere kan vi så konstatere, at de politiske løfter, der skulle få os til at acceptere en stigende folkepensionsalder, er blevet brudt. Ikke ét eller to af dem. Men alle fire, sagde han.
Derfor bli’r jeg både hidsig og vred, når velbjærgede borgere og politikere får hylende ondt i røven over, at vi kræver større tryghed i seniorårene for vores medlemmer.
Henning Overgaard
Han pointerede, at politikerne kræver deres del af aftalen indløst. Mens de løber fra den del af aftalen, som skulle give tryghed til arbejderne.
– Og det er den onde-lyne-mig ikke en aftalemodel, vi hverken kender eller vil acceptere her i fagbevægelsen, sagde han, mens klapsalverne fra de cirka 800 delegerede rungede i salen.
De hårdest ramte svigtet
Han understregede, at de danskere, der har mest brug for velfærdsydelser, er blevet svigtet.
– 3F’erne går næsten fire år senere på pension sammenlignet med for 10 år siden sagde han.
Han påpegede, at dem med de længste uddannelser går mindre end ét år senere på pension end for 10 år siden.
Han pegede også på, at mens 3F’erne skal knokle i flere og flere år, så stiger antallet af velbjærgede danskere, der går på selvvalgt pension mange år før pensionsalderen.
– Derfor bli’r jeg både hidsig og vred, når velbjærgede borgere og politikere får hylende ondt i røven over, at vi kræver større tryghed i seniorårene for vores medlemmer.

Tre kontante krav
Henning Overgaard listede tre kontante krav op til regeringen, Folketinget og de politiske partier:
– Vi skal have udvidet retten til tidlig pension (Arne-pension, red) med ét år nu og derefter i samme takt som den stigende pensionsalder.
– Satsen er for lav, så den skal i første omgang hæves med 3.000 kr.
– Og der skal ryddes op i urimelige modregningsregler og anciennitetskrav, hvor nogle af dem rammer kvinder hårdere.
Han pegede på, at den stigende tilbagetrækningsalder skaber kolossal utryghed for 3F’erne.