Færre minutter – større risiko: Buschauffører advarer om farlig spareøvelse

Nedskæringer i arbejdstiden spænder ben for
buschaufførernes lovpligtige bustjek, og det går ud over sikkerheden.
- Buschaufførerne får kritik af passagerer for at køre alt for stærkt og bremse for hårdt op. Sikkerheden halter, lyder kritikken.
- Karin H. Sørensen, formand for Landsklubben for Bybus- og Rutebilchauffører, påpeger, at hovedproblemet ligger hos trafikselskaberne.
- Det handler om økonomi, når de udliciterer buskørslen til vognmændene, hvor de vælger billigste bud.
- Der kører faglige sager i 3F Transport om skåret arbejdstid og manglende tid til lovpligtige bustjek.
Buschauffører har stået for skud i kølvandet på en tragisk busulykke på Djursland i sidste uge, der kostede to personer livet.
Chaufførerne kører uansvarligt – alt for stærkt og bremser for hårdt op. Sikkerheden halter, lyder kritikken fra passagerer.
Sikkerhedsproblemer i hele landet
Men skytset bliver rettet det helt forkerte sted hen, siger Karin H. Sørensen, der er formand for Landsklubben for Bybus- og Rutebilchauffører og buschauffør hos Herning Turist, Randers.
Hun får løbende meldinger ind fra buschauffører i hele landet om problemer med sikkerheden i busserne og alt for pressede arbejdsforhold.
Sikkerhedsproblemerne kan for eksempel være problemer med bremser, dæk, styretøj eller røde og gule advarselslamper, der viser problemer med bussen, men uden at der er tid til, at chaufførerne kan reagere på advarslerne.
Arbejdstid bliver skåret ned
Hun pointerer, at det er noget, der bliver snakket meget om på chaufførstuerne rundt i landet.
– Vi vil ikke udstilles som skurke. Vi slås med, at der bliver pillet minutter ud af vores arbejdsplaner, som gør, at vi for eksempel ikke har tid til at sikkerhedstjekke busserne, før vi kører, siger hun.
Hun peger på, at køreplanerne samtidig er så stramme, at der ikke engang er tid til pauser og toiletbesøg.
– Det kan godt presse nogle chauffører til at køre for stærkt for at overholde køreplanen, siger hun.
Trafikselskaberne er hovedproblemet
Køreplanerne bliver skruet sammen af landets fem trafikselskaber, mens udformningen af arbejdsplaner sker hos den enkelte vognmand.
Hun understreger, at hovedproblemet ligger hos trafikselskaberne, og det handler om at spare penge, når de udliciterer buskørslen til vognmændene.
– Vi bliver mere og mere presset af arbejdsgiverne efter hver licitation af buskørslen. Trafikselskaberne vælger de laveste bud, og regningen ender hos chaufførerne. Arbejdstiden bliver skåret for at spare penge, siger Karin H. Sørensen.
Faglige sager om skåret arbejdstid
I 3F Transport kører der flere faglige sager, der netop handler om, at der bliver skåret minutter af arbejdsplanerne, hvor det går ud over sikkerheden.
– I en af sagerne er tiden til det lovpligtige bustjek skåret fra fem minutter til to minutter. Det kan ikke lade sig gøre. Der er dårlig nok tid til at gå fra chaufførstuen til bussen på to minutter, siger forhandlingssekretær i 3F Transport Elaine Larsen.
Et lovpligtigt bustjek dækker i forhold til Færdselsloven blandt andet kontrol af alarmer, styretøj, bremser lygter og dæk.
I en anden faglig sag er tiden til bustjek skåret ned fra fem til tre minutter – opgaven er præcis den samme.
– Det går selvfølgelig ud over sikkerheden. Vognmændene leger med passagerernes sikkerhed på chaufførernes bekostning. Chaufførerne har ansvaret for, at bussen er i orden, siger hun og fortsætter:
– Det er desværre et generelt og tilbagevendende problem i hele branchen, at vognmændene skærer i tiden til de lovpligtige eftersyn, siger hun.
En farlig cocktail
Pressede og stressede buschauffører og ringere og ringere arbejdsforhold er en farlig cocktail, påpeger Karin H. Sørensen.
– Det øger risikoen for ulykker. Det er selvfølgelig et kæmpeproblem. Den er gal over hele landet. Det ved jeg fra alle de meldinger, jeg løbende får fra buschauffør-kolleger, siger hun.
En opgørelse over ulykker de seneste 10 måneder, viser, at der er sket fire dødsulykker og 10 alvorlige ulykker, der involverer børn, fodgængere og cyklister.
Utrygge passagerer
I kølvandet på dødsulykken, der skete på buslinje 123 på Djursland, er der kommet mange reaktioner fra passagerer.
Blandt andet fra Anne Steen Himmelstrup. Hun og hendes familie er flittige brugere af buslinje 123. Dødsulykken skete blot et stenkast fra det stoppested, som familien benytter.
Hun siger til Aarhus Stiftstidende, at bussen ofte kører med meget høj hastighed.
– De fleste chauffører kører, som de skal, men ind imellem møder man chauffører, hvor det går lidt for stærkt, og det er virkelig ubehageligt. Jeg ved dog fra samtaler med flere chauffører, at de føler sig enormt pressede af køreplanerne, siger Anne Steen Himmelstrup, der ønsker fokus på passagernes og chaufførernes sikkerhed.
Karin H. Sørensen understreger, at kritikken primært skal rettes mod trafikselskaberne, der vil have kørslen billigst muligt, og presser priserne ned.
– Det er der, chaufførernes problemer starter, siger hun.
Vognmændenes ansvar
Fagbladet 3F har forelagt kritikken for direktør Michael Aagaard, der repræsenterer Sydtrafik.
– For Sydtrafik er både trafiksikkerhed og chaufførernes arbejdsvilkår et helt centralt fokus, og derfor stiller vi også klare krav til sikkerhed, kvalitet og overholdelse af overenskomster i vores udbudte kontrakter, skriver Michael Aagaard i et mailsvar,
Han peger på, at det herefter et operatørernes ansvar at planlægge driften, så alle lov- og overenskomstkrav overholdes.
– Vi kan ikke genkende billedet af, at vores udbud medfører, at chauffører ikke har tid til nødvendige sikkerhedstjek eller at der systematisk bliver skåret i arbejdstid på en måde, som går ud over sikkerheden. Det er dog korrekt, at udbuddene fra 2017 til 2025/2026 er tildelt på baggrund af den laveste pris, skriver han.
Rettelse, 2. februar 2026.
Fagbladet 3F har modtaget en henvendelse fra Sydtrafik, som oplyser, at Michael Aagard, direktør i Sydtrafik, i spørgsmål om udbud på buskørsel ikke repræsenterer Midttrafik og Fynbus, sådan som der først stod i artiklen.
Det er derfor rettet til, at Michael Aagard alene repræsenterer Sydtrafik.