Efter dødsulykke: Buschauffører advarer om farlige busser
- Med mindre vi decideret nægter at køre med busserne, kommer de ikke på værksted, lyder et af kritikpunkterne fra chauffører Brian Brink Plagborg og hans kolleger. Foto: Privat
I kølvandet på en tragisk busulykke i sidste uge, siger ti buschauffører nu fra: “Der er så kritiske fejl i bussernes sikkerhed, at vi ikke kan forsvare det længere”. GoCollective vil nu se på kritikken.
Helene Krarup Olesen
Journalist
100%
Annonce
Artiklen kort
Ti fastansatte chauffører, der holder til i garageanlægget i Ebeltoft, er gået sammen om et opråb om sikkerheden i GoCollectives busser.
Kritikken rettes mod GoCollective for manglende vedligeholdelse.
Fejl rapporteres uden konsekvens eller reparation.
Kritikken går ikke til nærmeste ledelse, men til toppen af GoCollective.
Artiklen er opdateret med svar fra GoCollective klokken 12.20
Fejl i bremserne og fejl i styretøjet.
Chaufførerne har råbt op og meldt fejlene ind igen og igen i månedsvis.
Og nu har de fået nok. For det handler i sidste ende om passagernes sikkerhed.
– Vi har gennem lang tid set standarderne på vores busser blive ringere og ringere. Vores fejlmeldinger bliver ikke taget alvorligt. Og nu kan vi ikke mere. Vi er nødt til at gå ud og advare offentligt.
Sådan siger talsmanden for ti chauffører, 3F’er Brian Brink Plagborg på 63 år, til Fagbladet 3F.
De ti fastansatte chauffører, der holder til i garageanlægget i Ebeltoft, er gået sammen om et opråb.
Her står de frem med deres bekymringer og advarsler.
GoCollective fremstår ganske enkelt ikke længere som en organisation, der er i stand til at drive buskørsel på forsvarlig vis, lyder chaufførernes kritik.
En generel kritik
Den konkrete anledning er den busulykke, der 14. januar kostede to passagerer livet i et frontalt sammenstød mellem to busser ved Hornslet på Djursland.
Opråbet har dog intet at gøre med de mulige årsager til ulykken, understreger de og udtrykker deres dybeste medfølelse med alle berørte i ulykken.
Chaufførerne udtaler til gengæld “en generel kritik af den sikkerhedsmæssige standard i de busser, GoCollective sætter os til at køre i”, lyder det i chaufførernes skriftlige udtalelse.
– Vi gør det af hensyn til vores egen samvittighed, faglige stolthed og ikke mindst vores passagerers sikkerhed. Vi ser os nødsagede til at vælge mellem loyalitet over for GoCollective eller over for Midttrafik og vores passagerer. Det valg har vi hermed truffet, skriver chaufførerne i deres opråb.
Fagbladet 3F har kontaktet GoCollective for en kommentar til chaufførenes kritik.
Henrik La Cour, administrerende direktør for Bus hos GoCollective, er vendt tilbage med et skriftligt svar:
– Vi er blevet præsenteret for alvorlige påstande via medierne, som angiveligt stammer fra egne chauffører. Vi har bedt om at få dokumentationen og begrundelsen for disse påstande forelagt, men det har ikke været muligt, skriver han via sin presseafdeling.
Og fortsætter:
– Det gør det vanskeligt for os at undersøge sagen grundigt internt, hvilket vi naturligvis meget gerne vil. Chaufførernes og passagerernes sikkerhed og tryghed er helt central for os – og hvis nogen oplever noget andet, eller oplever, de ikke er blevet hørt, er det noget, vi er forpligtet til at undersøge, lyder det fra GoCollective.
3F’er Brian Brink Plagborg uddyber chaufførernes kritik over for Fagbladet 3F:
– Vi havde faktisk talt om at gå ud med kritikken allerede inden ulykken. Vi kan måske ærgre os over, at vi ikke gjorde det før. Men nu gør vi det, for det er ikke sjovt længere, siger Brian Brink Plagborg, der selv kører på den rute 123 mellem Aarhus og Ebeltoft, hvor sidste uges ulykke fandt sted.
Vi kan ikke forsvare det over for passagererne, og vi kan ikke forsvare det over for Midttrafik længere
Brian Brink Plagborg
Talsmand for 10 buschauffører hos GoColletive, Ebeltoft
Chaufførernes kritik retter sig meget direkte mod GoCollective, der ikke vedligeholder busserne godt nok. Og som heller ikke tager fejlmeldinger og advarsler fra chaufførerne seriøst nok, påpeger de ti.
– Med mindre vi decideret nægter at køre med busserne, kommer de ikke på værksted. De bryder sammen på ruten, og det generelle vedligeholdelsesniveau er så ringe, at vi ikke længere kan tage ansvar, siger Brian Brink Plagborg.
Mange af fejlene burde slet ikke forekomme, da de ikke ville opstå, hvis der blev udført regelmæssig service og vedligehold på busserne, skriver chaufførerne i deres opråb.
– Vi kan ikke forsvare det over for passagererne, og vi kan ikke forsvare det over for Midttrafik længere, siger Brian Brink Plagborg med henvisning til, at Midttrafik er et offentligt trafikselskab ejet af kommunerne og staten.
Adskillige henvendelser til ledelsen
I løbet af efteråret har standarden i busserne nået et “uset lavpunkt”, mener chaufførerne.
Det tilskriver de, at GoCollective har tabt udbudsrunden for buskørsel på Djursland til Umove, som overtager kørslen til sommer.
Chaufførerne har sendt adskillige henvendelser til ledelsen af GoCollective.
Men det har hverken ført til forbedring af bussernes generelle tilstand, eller en opstramning i udbedringen af de konkrete fejl, der meldes ind, skriver chaufførerne.
Chaufførerne understreger også, at deres kritik ikke går til de nærmeste ledere og driftsansvarlige.
– De gør, hvad de kan trods store nedskæringer i ressourcerne til deres opgaver, skriver chaufførerne.
Ansvaret ligger efter deres vurdering højest oppe hos GoCollective.
I sit mailsvar til Fagbladet 3F understreger Go Collective, at alle fejl, der meldes ind af chaufførerne, bliver behandlet.
– Ved kritiske fejl – eller hvis chaufføren på nogen måde føler sig utryg – er proceduren helt klar: Man kører ikke videre. Chaufføren har både ret og pligt til at afbryde kørslen og få en erstatningsbus. Ingen chauffør skal eller må føle sig presset til at køre i en bus, de vurderer som uforsvarlig, skriver GoCollective.