“Dumt og tonedøvt”: Fagforeninger fravalgt af de kongelige

Kongehuset inviterer nu mange arbejdsgiver- og erhvervsorganisationer til nytårskur – men lønmodtagerne er knap nok repræsenteret på gæstelisten.
- Frederik og Mary forsøger at modernisere nytårskuren ved at invitere en masse organisationer, som normalt ikke har adgang til de bonede gulve.
- Der er også blevet plads til en del arbejdsgiver- og erhvervsorganisationer, men kun to fra fagbevægelsen.
- Det møder kritik fra politisk kommentator.
Det lød ellers så godt, da Kong Frederik og Dronning Mary tilbage i september meldte ud, at de ville modernisere de noget støvede nytårskure.
Altså de arrangementer, som løber af stablen hver år i starten af januar, hvor grever, baroner og generaler iklæder sig deres fineste puds, tropper op på Christiansborg Slot og trykker de kongelige i hånden.
Farvel til lidt af sildesalaten og sovsekanden og velkommen til repræsentanter for en bredere del af befolkningen.
Det er mærkelig tonedøvt og uforståeligt over for den danske model.
Kristian Madsen
Der er da til den store nytårskur tirsdag 6. januar også blevet plads til Danske Handicaporganisationer, LGBT+ Danmark, de hjemløses organisation SAND og flere andre organisationer, som man normalt ikke forbinder med de royale.
”Først og fremmest dumt”
Ifølge DR er der inviteret hele 19 organisationer, som repræsenterer arbejdsgiverne og erhvervslivet.
Men fra fagbevægelsen er der kun to: Akademikerne og Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH).
Og det møder kritik fra Kristian Madsen, der er politisk kommentator og chefredaktør for A4 Medier.
– Det er mærkelig tonedøvt og uforståeligt over for den danske model, siger han.
Kristian Madsen er især utilfreds med, at Kongehuset har inviteret både Dansk Industri (DI) og Dansk Erhverv, mens 3F, HK, FOA, Dansk Metal og andre af de store FH-forbund glimrer ved deres fravær.
– Det er først og fremmest dumt, at de inviterer store organisationer under Dansk Arbejdsgiverforening og ikke under FH. De træder ind i den danske model, og hvis man inviterer den ene, skal man også invitere den anden, mener han.
Kristian Madsen er ellers positiv over for, at Kongehuset forsøger at nå bredere ud.
– Det er bare uklogt, at de ikke tager skridtet fuldt ud og dermed kommer til at modarbejde det, som de gerne vil, mener han.
Frederik og Mary bestemmer
Kongehusets kommunikationsafdeling oplyser til DR, at kongehuset har konsulteret mange interessenter, herunder alle ministerier, men i sidste ende er det kongeparret, der har besluttet, hvem der bliver inviteret.
3F har ingen kommentarer til den manglende invitation.
Du kan se listen over alle inviterede til nytårskuren her.