Buschauffør ryster af kulde: – Jeg kan ikke tage flere tykke trøjer på

Det kan være en iskold fornøjelse at køre i kinesiske elbusser. Ifølge buschauffør Heshmat Rahmat er flere kolleger blevet sygemeldt.
- Buschauffør Heshmat Rahmat oplever kolde elbusser, især om vinteren, da busserne ikke kan holde på varmen inde i kabinen, hvor chauffør og passagerer sidder.
- Mange kollegaer bliver sygemeldt pga. kulden i busserne ifølge Heshmat Rahmat
- HR-chef hos Umove Nicklas Hornum opfordrer chauffører til at kontakte ledelsen ved for kolde temperaturer og har planlagt møder med leverandøren Yutong og Arbejdstilsynet.
Det var den laveste temperatur målt i to år, da buschauffør Heshmat Rahmat bankede sneen af støvlerne og gjorde sig klar til dagens arbejde.
I Roskilde, hvor han kører, blev der målt helt ned til minus 16,2 grader mandag morgen den 5. januar. Og der var også koldt inde i bussen.
– Jeg var på arbejde den dag. Det var meget koldt. Men vi kan jo heller ikke bare gå hjem og stoppe med at køre busserne, fordi det er koldt, siger han.
Heshmat Rahmat er en pligtopfyldende mand, som passer sit arbejde uanset vejret. Men han savner mere varme i busserne. For han kan snart ikke have flere tykke trøjer på.
Kolde elbusser i hele landet
Heshmat Rahmat kører for selskabet Umove, der gennem vinteren har fået kritik for deres kinesiske elbusser af mærket Yutong. De kan angiveligt fjernstyres og slukkes fra Kina, og hvad endnu vigtigere er: De er pivkolde at være inde i om vinteren.
– Jeg har ikke selv målt, hvor køligt der er inde i bussen, men jeg har oplevet at mange af mine kollegaer bliver sygemeldte efter at køre rundt i busserne
Heshmat Rahmat.
For busserne kører på el, og det giver problemer med at varme busserne ordentligt op – især ved førersædet.
– Jeg tror, vi har omkring 22–23 Yutong-busser i vores selskab, og det er primært dem, jeg kører i. Om sommeren er det fint, men om vinteren er det ikke så godt.
– Om vinteren er det koldt inde i bussen og i kabinen, hvor jeg og passagererne sidder. Der er ikke varmt, som der skal være, siger Heshmat Rahmat.
Tidligere har Fagbladet 3F kunnet berette om chauffører i Viborg, der målte helt ned til fire grader inde i kabinen.
I Branchearbejdsmiljørådets vejledning for busser fremgår det, at “stillesiddende og stillestående arbejde og arbejde med let legemlig anstrengelse ikke bør komme under 18 °C.”
– Jeg har ikke selv målt, hvor køligt der er inde i bussen, men jeg har oplevet, at mange af mine kollegaer bliver sygemeldte efter at have kørt rundt i busserne, siger Heshmat Rahmat.

En normal vagt for ham og hans kollegaer er på mellem seks og otte en halv time, og derfor kan det være svært at holde varmen i så lang tid ad gangen.
– Arme og ben er kolde, så det er ikke behageligt at køre i den bus. Umove sørger for, at der er ekstra tøj at tage på. Vi får handsker og tykke trøjer.
Heshmat Rahmat fortæller også, at han og kollegaer har råbt op over for ledelsen, men at der endnu ikke er sket noget.
Umove: Vi arbejder på løsninger
HR chef i Umove, Nicklas Hornum, svarede tidligere på ugen, på Fagbladet 3F’s kritik af de kolde busser. Han opfordrer chaufførerne til at tage direkte kontakt til deres nærmeste leder, hvis de oplever for kolde temperaturer i busserne, oplyser han i et mailsvar.
Nicklas Hornum oplyser videre, at Umove har arbejdet intenst med problemet og blandt andet opdateret softwaren i busserne.
– Det har afhjulpet problemet delvist, men vi er ikke tilfredse endnu og arbejder videre. I dag bliver der blandt andet installeret flere temperatursensorer i busserne, så vi bedre kan måle fra flere steder i bussen.
HR-chefen oplyser, at Umove snart har et møde med leverandøren af busserne, Yutong, og senere i januar også et møde med Arbejdstilsynet.