Vild ulighed: Så mange år dør den ufaglærte før akademikeren

De ufaglærtes levetid er nu markant kortere end andre grupper. – Vi skal have mere tryghed som seniorer, fastslår 3F-formand.
- Vismændenes nyeste rapport viser, at ufaglærte lever markant kortere end andre grupper, og forskellen mellem ufaglærte og faglærte er vokset
- Ufaglærte kvinder lever nu 2,9 år kortere end faglærte kvinder, en stigning fra 2,4 år i 2010
- En mand med lang uddannelse lever 6,7 år længere end en ufaglært mand ifølge de nyeste tal
- Forbundsformanden i 3F vil have tilbagetrækningsordningerne til at rette op på skævhederne
Ufaglærte lever nu endnu kortere end andre grupper.
Sådan konkluderer de økonomiske vismænd, som i en helt ny rapport om Danmarks økonomi har regnet på, hvor lang ”restlevetid” vi har, målt fra vi er 40 år.
Vismændene i Det Økonomiske Råd sammenligner nye tal fra 2022 med situationen i 2010.
Og på de 12 år er forskellen vokset markant, særligt mellem ufaglærte og andre grupper på arbejdsmarkedet.
I 2010 levede en faglært kvinde i gennemsnit 2,4 år længere end en ufaglært kvinde. Nu lever hun 2,9 år længere.
Altså et halvt år længere.
– Ufaglærte sakker bagud, og uligheden vokser, konstaterer 3F’s forbundsformand Henning Overgaard.
I den anden ende af spektret har en mand med en lang uddannelse ifølge de nyeste tal en forventet levealder, som er 6,7 år længere end en ufaglært mand.
Førtidspension ændrer tal
Til gengæld er der i vismændenes rapport et mere blandet billede af, hvor længe danskerne når at få på pension.
Det er stærkt bekymrende, at faglærte har fået færre år på pension.
Henning Overgaard
Ufaglærte har flest år på pension – men det skyldes også, at førtidspension regnes med. Herunder også personer, der aldrig har været på arbejdsmarkedet eller er kommet på førtidspension i en ung alder.
Når førtidspensionisterne ikke tælles med, er det de ufaglærte mænd, som har færrest år på pension. Det har blandt andet Arbejderbevægelsens Erhvervsråd konkluderet.
Faglærte mænd mangler efterlønnen
Samtidig slår forringelserne af efterlønsordningen igennem, viser den nye rapport fra de økonomiske vismænd. Ordningen blev i stor stil brugt af faglærte og ufaglærte. Men med en forringet efterløn er faglærte mænd nu markant færre år på pension end for 12 år siden sammenlignet med de øvrige grupper i samfundet.

– Det er stærkt bekymrende, at faglærte har fået færre år på pension. Men vi vidste godt i forvejen, at det i høj grad er vores medlemmer, som brugte efterlønnen og blev ramt, da ordningen blev amputeret, siger 3F-formand Henning Overgaard.
– Derfor er der i dén grad brug for at styrke mulighederne for at trække sig tidligere tilbage fra arbejdsmarkedet. Både for faglærte og ufaglærte, siger Henning Overgaard, som selv er medlem af Det Økonomiske Råd.
Han mener, at det haster, fordi den stigende pensionsalder vil trække Arne-pensionsalderen op allerede fra næste år.
Skævheder skal rettes op
Henning Overgaard er også bekymret for, at langt færre end man havde regnet med går på tidlig pension, også kendt som Arne-pension.
– Uanset hvordan man vender det, så er levetiden længere, jo mere uddannelse man har. De forskellige muligheder for at trække sig tilbage før folkepensionsalderen skal rette op på de skævheder, der er – særligt når pensionsalderen stiger. Det er derfor, vi vil have udvidet Arne-pensionen, siger Henning Overgaard.
3F mener også, at førtidspensionisterne – særligt de yngre – ikke bør regnes med i tallene, fordi de giver et skævt billede af, hvem der trækker sig tilbage før folkepensionsalderen.