Vild udvikling: Her er hundredevis af nye ledige job

Måske skal du kigge denne vej, hvis du søger nyt arbejde: Forsvaret slår cirka 500 nye job op om måneden. – Soldaterne har brug for 3F’erne, siger repræsentant for soldaternes fagforening.
- Forsvaret slår et stigende antal job op, især efter krigen i Ukraine
- De seneste fire måneder er det forsvaret, som har slået flest ledige job op, af alle
- Det er nødvendigt at rekruttere flere civile, herunder 3F'ere, til at understøtte soldaternes arbejde, mener HKKF-næstformand Kurt Brantner
- A-kassen - 3FA - vil hjælpe medlemmer, der vil den vej, med at få afklaret deres muligheder
Uanset om du er vagt, rengøringsassistent eller lager- og logistikoperatør, så kan det være, du skal kigge i retning af Forsvaret, hvis du søger nyt arbejde.
For der bliver flere og flere ledige job blandt de grønne uniformer.
Igennem længere tid har forsvaret nemlig slået cirka 500 nye job op om måneden.
Og de seneste fire måneder har Forsvaret været det sted, som slår allerflest job op overhovedet.
Det oplyser Kaare Danielsen, ejer og direktør i Jobindex.
– Forsvaret har altid været en stor arbejdsgiver med et par hundrede jobannoncer om måneden. Men siden krigen i Ukraine er det steget til over 500 jobannoncer om måneden, siger han.
Normalt er det Københavns Kommune, som topper listen. Men i 2025 røg Forsvaret op på en andenplads – og de seneste fire måneder på førstepladsen.
Novo Nordisk, som overhalede de andre i 2023 og blev det første private firma, som lå i toppen af listen, er i efteråret faldet til næsten nul.
Manglen bliver kun større
I HKKF (Hærens Konstabel og Korporalforening) genkender næstformand Kurt Brantner billedet af en offentlig arbejdsplads med mangel på arbejdskraft.
– Ser vi på den militære del, er der mange huller rundt omkring i landet. Og manglen vil kun blive større, for vi er jo i gang med at bygge op, siger han.
I april sidste år præsenterede forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) en ny hærplan, som betyder, at der skal ansættes mere end 5.000 ekstra i forsvaret over de næste otte år.
Samtidig skal antallet af værnepligtige stige til 6.500 personer.
Kurt Brantner tror ikke, den udvidede værnepligt vil være tilstrækkelig fødekæde til ansættelse i forsvaret:
– I givet fald skulle vi rekruttere 30 procent af de værnepligtige, og det er mange. Der er mange andre brancher, som konkurrerer om de unges arbejdskraft, pointerer han.
Som HKKF’er vil jeg godt sige, at soldaterne har brug for 3F’erne
Kurt Brantner
Mange nye civile job
Derfor mener Kurt Brantner, at det er vigtigt at rekruttere flere civile – herunder 3F’ere – til job i forsvaret, som kan understøtte soldaternes arbejde.
– Vi er pressede, og derfor skal forsvaret også gøre sig umage med at tiltrække arbejdskraft. Der er mange kaserner, som skal renoveres og vedligeholdes – hele paletten skal udvides. Så der vil komme mange civile ind de kommende år, siger han.
– Soldaterne har brug for personer, der kan reparere ting og servicere. Som HKKF’er vil jeg godt sige, at soldaterne har brug for 3F’erne, fastslår Kurt Brantner.
A-kassen vil hjælpe alle, der vil den vej
Den melding falder i god jord i 3F’s a-kasse.
– Der er byggerier og grej og grønne områder, som skal vedligeholdes. Det er interessant set med vores briller på, siger Thomas Bentsen, viceforretningsfører i 3F’s a-kasse.
– Vi skal hjælpe alle dem, der kunne tænke sig at gå i den retning, med at få afklaret deres muligheder. Det er helt oplagt, siger han.
3F’s a-kasse og HKKF foreslog sammen i efteråret, at den nye, forlængede værnepligt skal give de unge mennesker rettigheder som dimittender – altså nyuddannede – i dagpengesystemet. Altså adgang til dagpenge.
Baggrunden var dels at give de værnepligtige nogle fordele – og også gøre forsvaret mere attraktiv som arbejdsplads.
De første unge begynder på den forlængede værnepligt allerede til februar.