Det har kostet skatteborgerne i Lolland Kommune næsten en million kroner, at kommunen har ladet det private firma Marselisborg træffe ulovlige afgørelser i borgeres sager om sygedagpenge og jobafklaring.
Lolland Kommune har i alt efterbetalt 895.800 kroner til borgere i samlet set 25 sager, oplyser kommunen til Fagbladet 3F.
Dertil kommer, at Lolland Kommune også har brugt et ifølge kommunen ukendt antal skattekroner til at betale for omkostningerne i forbindelse med genoptagelsen af sagerne.
– Det er klart, det har givet en del ekstra arbejde ovre i jobcenteret, fordi vi har været nødt til at gennemgå hver enkelt sag, siger Vibeke Grave (S), som sidder i byrådet og er formand for Social- og Arbejdsmarkedsudvalget i Lolland Kommune.
3F’ere har fået efterbetalt penge
Ankestyrelsen har pålagt Lolland Kommune at genoptage en række sager om sygedagpenge eller ressourceforløbsydelse.
Det skyldes, at kommunen har ladet det private firma Marselisborg – Work & Life afgøre, om borgere i kommunen havde ret til de offentlige ydelser eller ej. Men sådanne afgørelser må et privat firma ikke træffe, som Fagbladet 3F de seneste dage har beskrevet.
Det understregede Ankestyrelsen med en såkaldt principmeddelelse i juni 2023, hvorefter Lolland Kommune altså har efterbetalt offentlige ydelser til borgere, der ulovligt var blevet frataget dem af det private firma.
I en af de 21 sager om sygedagpenge har Lolland Kommune efterbetalt godt 8.000 kroner til den 45-årige rengøringsassistent og 3F’er Bettina Clausen.
Og i en af fire sager om ressourceforløbsydelse har kommunen efterbetalt 27.200 kroner til 3F’er og tidligere pedel Benny Green.
Formand: Reglerne er forholdsvis klare
Udvalgsformand Vibeke Grave oplyser, at Lolland Kommune ikke kun har genoptaget de sager, hvor borgere som Bettina Clausen og Benny Green har klaget til Ankestyrelsen over afgørelserne.
– Det ville være urimeligt, hvis vi kun gennemgik de sager, hvor der er nogen, der har reageret. Derfor har vi været igennem det hele, pointerer hun.
– Jeg er forbavset, fordi jeg havde ikke forventet, at Marselisborg traf myndighedsbeslutninger. Dét står forholdsvist klart, synes jeg, at man ikke kan afgive den myndighed til anden aktør – og det er ikke kun på sygedagpengeområdet, siger Vibeke Grave.
Formand: Det vil ikke ske igen
Hun forklarer, at Lolland Kommune i første omgang lavede en vikaraftale med Marselisborg i oktober 2021, hvor der manglede medarbejdere under coronakrisen og på grund af langtidssygemeldinger.
– Men det er ikke det samme som, at Marselisborg skulle have myndighedsopgaver. Lige dér skulle de have holdt nallerne væk, siger Vibeke Grave.
Politikeren er overrasket over, hvordan det kunne ske, at Lolland Kommune overdrog myndigheden til et privat firma og lod det som såkaldt privat eller anden aktør træffe afgørelser om borgeres ret til sygedagpenge eller ressourceforløbsydelse.
Ifølge byrådsmedlemmet har kommunen lært af fejlen. Det kommer ikke til at ske igen, at et privat firma træffer afgørelser i sager om retten til sygedagpenge og ressourceforløbsydelse i Lolland Kommune.
– Der sidder ikke en anden aktør og har myndighedsopgaven. Det er indlysende, at det gør der ikke, når vi har haft denne her sag, siger hun.
Udvalgsformanden undskylder også for, ”hver gang en borger er kommet i klemme i systemet, hvor kommunen kunne have gjort det bedre.” Det er ifølge hende beklageligt.
– Det ville være urimeligt, hvis vi kun gennemgik de sager, hvor der er nogen, der har reageret. Derfor har vi været igennem det hele
Vibeke Grave (S)
Direktør: Vi har fulgt ordlyden i en vejledning
Marselisborg – Work & Life, som i dag er en del af Carelink Gruppen, har ingen kommentarer til, at Lolland kommune har været nødt til at efterbetale adskillige hundrede tusinde kroner til borgere, fordi virksomheden har truffet ugyldige afgørelser for kommunen.
Men direktør i Carelink Gruppen Søren Dinesen skriver blandt andet i en skriftlig kommentar til Fagbladet 3F, at virksomheden fulgte ”ordlyden” i en vejledning fra 2020 fra Beskæftigelsesministeriet om vikarer og udøvelse af myndighed.
Samtidig betoner han, at Carelink Gruppen straks efter Ankestyrelsens principmeddelelse fra juni 2023 har ændret praksis.
