Rasmus vandt i boliglotteri: Her er hans redning

Bygningssnedkeren Rasmus kender flere, der er presset af de høje priser på boliger. Boligpolitik bliver afgørende, når han skal sætte kryds til kommunalvalget.
- Rasmus Svalgaard, en 25-årig bygningssnedker, bor på Amager i en andelsbolig, der er til at betale.
- Boligpriserne i København er steget markant, hvilket presser mange unge 3F'ere.
- Rasmus Svalgaard fortæller, at han kender folk, der er nødt til at have to jobs for at få tingene til at hænge sammen.
- Rasmus Svalgaard mener, at byen ikke bør være forbeholdt de rige, og politikerne bør gøre mere for at sikre rimelige boligpriser.
Han ved godt, at han har været heldig.
Rigtig heldig.
Jeg kender en sjat efterhånden, der er helt på røven
Rasmus Svalgaard
Fra Rasmus Svalgaards toværelses lejlighed på Amager er der ikke meget mere end et stenkast til Amager Strand.
Han har hverken belånt sig op over begge ører eller må lægge næsten hele sin løn i boligudgifter for at bo her.

Den 25-årige bygningssnedker har nemlig fået fingrene i en andelsbolig, der har kostet under en million kroner, og som har en fornuftig månedlig ydelse.
– Før har jeg boet til leje. Jeg har haft lejligheden i to og et halvt år. Det giver sådan lidt mere ro i maven, siger Rasmus Svalgaard.
Kendte de rette
Vil man have fat i en andelsbolig, handler det som regel om at kende de rette mennesker.
Det var også gældende for Rasmus Svalgaard.
Han har fået lejligheden gennem sin mosters barndomsven.
– Jeg føler altid, folk får en andelsbolig ad en eller anden kringlet vej, med mindre man er vokset op i foreningen, siger han.
Nødt til at have to jobs
Det er langt fra alle, Rasmus Svalgaard kender, som har været lige heldige.
Det er som regel hundedyrt at bo i en privat lejelejlighed.

Og priserne på ejerboliger er eksploderet, så man ikke har en jordisk chance for at købe sig ind med en faglært løn.
– Jeg kender nogle, der dobbeltjobber for at få det til at hænge sammen, siger Rasmus Svalgaard.
– Jeg kender en sjat efterhånden, der er helt på røven. Særligt for lærlinge er det slemt, siger han.
Smid dem ud
Spørger man Rasmus Svalgaard, burde byen ikke være et sted, hvor kun de rige eller de heldige har råd til at bo.
– Det kan ikke passe, at boliger ejes af boligspekulanter, og at alle andre end de rige bliver presset ud, siger han.
Han mener, politikerne bør gøre flere ting.
– Gør det til et krav, at der er bopælspligt på nybyggeri bortset fra sommerhuse og kolonihaver. Og så synes jeg klart, at det skal gøres ulovligt for udenlandske boligspekulanter at købe ejendomme, siger han.
Og så mener han, der bør bygges flere almennyttige lejeboliger i hovedstaden.
Betyder meget for krydset
Når Rasmus Svalgaard den 18. november skal sætte kryds ved kommunalvalget, bliver boligpolitikken et afgørende parameter for, hvor det bliver sat.
– Det er noget af det, jeg har allerhøjest på listen, helt klart, siger han.

Selv kunne han godt finde på en dag at søge luftforandring og lede efter et nyt og større sted at bo.
Når det en dag sker, er han helt sikker på, at det at kunne spare op i sin andelsboligforening hjælper ham på vej.
– Jeg tror kun, det er realistisk, fordi jeg har været heldig. Ellers skulle jeg flytte til Roskilde, Holbæk eller endnu længere væk for overhovedet at få råd til noget, siger han.