Overraskende tal: Indvandrermænd overhaler danske mænd i disse kommuner

Mænd med ikke-vestlig baggrund skyder frem på arbejdsmarkedet og har nu overhalet de danske mænd i flere kommuner.
- Mænd med ikke-vestlig indvandrerbaggrund har højere beskæftigelsesfrekvens end danske mænd i 11 kommuner.
- Kommuner som Lolland, Vesthimmerland og Rebild har størst forskelle.
- Også kvinder med indvandrerbaggrund er kommet mere i arbejde, og i tre kommuner overhaler ikke-vestlige kvinder danske kvinder.
Mænd med indvandrerbaggrund bider sig mere og mere fast på arbejdsmarkedet.
I 11 kommuner har de nu en højere beskæftigelsesfrekvens end danske mænd. Det betyder, at der er en højere andel af mænd med ikkevestlig baggrund i arbejde end danske mænd i kommunerne.
Det er SMVdanmark, erhvervsorganisationen for små og mellemstore virksomheder, som står bag analysen.
Blandt de 11 kommuner er blandt andet Lolland, Vesthimmerland og Rebild, hvor forskellene er størst.
SMVdanmark lavede den samme analyse sidste år. Det er nyt, at der nu også er hovedstadskommuner iblandt, nemlig Gladsaxe og Ishøj.
Teksten fortsætter under kortet.
Beskæftigelseskrav er strammet
De seneste 10 år er beskæftigelsesfrekvensen blandt mænd med ikke-vestlig indvandrerbaggrund steget med næsten 19 procentpoint. Det betyder, at de haler ind på de danske mænd. Fremgangen gælder også kvinderne.
Kravet om, at man skal arbejde for sine ydelser, er strammet
Karen Nielsen Breidahl
Karen Nielsen Breidahl, lektor og arbejdsmarkedsforsker på Aalborg Universitet, mener, at der kan være flere forklaringer på udviklingen.
– Helt overordnet har der været et stærkere politisk fokus på, at kan man arbejde, så skal man også arbejde. Det betyder, at kravet om, at man skal arbejde for sine ydelser, er strammet. Samtidig er efterspørgslen efter arbejdskraft stor, også i industrien, siger Karen Nielsen Breidahl.
Men hvorfor er tendensen størst i kommuner som Lemvig, Morsø og Lolland?
– Et bud kan være, at det er sværere at rekruttere arbejdskraft i de kommuner. Måske foretrækker mange at arbejde i Aalborg frem for Lemvig. Samtidig er mange flygtninge boligplaceret i de mindre kommuner, blandt andet i Jylland, påpeger forskeren.
Fraflytning kan give plads
Karen Nielsen Breidahl nævner også, at de omtalte kommuner kan være ramt af fraflytning af unge, som rejser til større byer for at uddanne sig og ikke vender tilbage.
– Det kan skabe plads til andre, siger hun.
Beskæftigelsesminister Kaare Dybvad (S) kalder tallene for en god nyhed.
– Den rigtig gode historie her er, at mange med for eksempel tyrkisk baggrund, som har været her en del år, er meget mere i arbejde end før. Og det er det bedste, der kan ske på vores arbejdsmarked, siger han i en kommentar til Politiken.
Også kvinder med indvandrerbaggrund er som nævnt kommet mere i arbejde.
I tre kommuner overhaler ikke-vestlige kvinder danske kvinder hvad angår beskæftigelse.
Nemlig Ærø, Læsø og Lemvig.