32-årige Josefine Kobberdal har en sølvmedalje af en helt særlig slags.
Hun fik den, da hun i maj 2024 bestod svendeprøven som anlægsgartner. Med medaljen fulgte to flotte 12-taller.
At den 32-årige gartner kom ud med det flotte resultat, lå ikke just i kortene. For bare få uger før prøven nægtede lederen på Næstved Kirkegårde, Michael Kornbech, at indstille Josefine Kobberdal til svendeprøve.
Han mente, at hun havde for meget fravær og i stedet skulle sygemelde sig.
To gange nåede kirkegårdslederen desuden at fyre hende op til svendeprøven.
– Mit eneste mål i livet på det tidspunkt var at færdiggøre min uddannelse. Jeg havde aldrig rigtigt lykkedes med noget, men jeg vidste, at jeg godt kunne det her. At han ville fratage mig den mulighed, var meget voldsomt, siger Josefine Kobberdal til Fagbladet 3F.

Kirkegårdsleder Michael Kornbech bliver af både nuværende og tidligere medarbejdere anklaget for at stå bag et stadigt dårligere psykisk arbejdsmiljø på Næstved Kirkegårde.
Fagbladet 3F har også beskrevet, hvordan Michael Kornbech stod bag bortvisningen af to gartnere og arbejdsmiljørepræsentanter, Karsten Karlsson og Lisbeth Møller, som forsøgte at handle på det dårlige arbejdsmiljø.
Kirkegårdslederen ønsker ikke at kommentere sagerne, da han betragter dem som afsluttede personalesager, skriver han i en mail.
Hængte i med næb og kløer
Josefine Kobberdal begyndte i lære som anlægsgartner på Næstved Kirkegårde i marts 2023, og i starten var alt fint.
Men dårlige oplevelser fra fortiden begyndte at indhente Josefine Kobberdal, som havde det svært psykisk, og hun måtte kæmpe med næb og kløer for at hænge i.
Han fik mig til at føle mig 100 procent svag og 100 procent uduelig
Josefine Kobberdal
I 2024 fik hun en kort sygeperiode, men var samtidig åben omkring, at hun havde det svært.
– Jeg havde et møde med kirkegårdslederen, hvor jeg fortalte ham, at jeg ikke havde det supergodt. Men jeg blev mødt med en meget hård tone og endte med at græde kort inde i mødet. Han fik mig til at føle mig 100 procent svag og 100 procent uduelig, fortæller Josefine Kobberdal.
Midt i marts havde hun et opfølgende møde med samme dagsorden. Igen gav Josefine Kobberdal udtryk for, at tingene var svære, men at hun prøvede at hænge i.
– Så sagde kirkegårdslederen, at han havde bestemt sig for, at han ikke ville indstille mig til svendeprøven. Jeg skulle i stedet sygemelde mig og vente til efteråret, siger Josefine Kobberdal.
– Da han sagde det, brød jeg helt sammen. “Nej, nej, det kan du ikke”, nærmest græd jeg. Men han fastholdt på en hård måde, at jeg skulle gå hjem og sygemelde mig, fortæller Josefine Kobberdal.
Det skulle bare lykkes
De næste uger brugte Josefine Kobberdal det meste af sin tid på at finde ud af, hvilke muligheder hun havde.
– For den svendeprøve var bare så vigtig for mig. Det skulle bare lykkedes, ellers forsvandt alt det, jeg havde kæmpet for, siger Josefine Kobberdal, der også er mor til en lille pige.
Endelig gik kirkegårdslederen med til at indstille Josefine til svendeprøven. Men hun blev urolig, da hun stadig ikke kunne se sig selv på listen over elever, der skulle op til prøve på Roskilde Tekniske Skole.
Til sidst gav Michael Kornbech Josefine Kobberdal et brev, hvor der stod, at hun ville blive indstillet til svendeprøve – men kun hvis hun skrev under på en fyreseddel.
Den manøvre fik en faglig medarbejder i 3F Sydsjælland, Sonja Segato, dog hurtigt sat en stopper for, for man kan ikke bare fyre en elev.
Endnu en fyreseddel
Men blot en uges tid senere fik Josefine Kobberdal igen en fyreseddel, ledsaget af en mundtlig besked om, at kirkegårdslederen nu havde indstillet hende til svendeprøven, fortæller hun.
– Jeg prøvede at være glad og lettet, men følte mig samtidig virkelig frustreret. Den fyring kunne kun ses som en magtdemonstration fra hans side, siger Josefine Kobberdal.
For at det ikke skal være løgn, valgte kirkegårdslederen at trække fyringen tilbage, da han hørte, at jeg havde bestået
Josefine Kobberdal
Hun kæmpede sig gennem eksamen med sin makker og endte med topkarakterer.
– For at det ikke skal være løgn, valgte kirkegårdslederen at trække fyringen tilbage, da han hørte, at jeg havde bestået. Men jeg skulle bare ikke tilbage og arbejde under ham, fortæller Josefine Kobberdal.
Fagbladet 3F har talt med den gartner, der var ansvarlig for Josefines Kobberdals oplæring. Hun ønsker ikke at få sit navn frem, men bekræfter lærlingens oplevelser:
– Jeg observerede, at han svinede hende til og var hård i tonen i et omfang, man ikke skal være, når der sidder et menneske, der græder, foran én, siger gartneren blandt andet.

Ønsker ikke at kommentere
Fagbladet 3F har været i kontakt med kirkegårdsleder Michael Kornbech for at forelægge ham kritikken fra Josefine Kobberdal.
Han skriver i en mail til Fagbladet 3F, at han betragter det som en personalesag, som han ikke ønsker at kommentere.
Josefine Kobberdal er i dag ansat hos en privat anlægsgartner og har det meget bedre nu, fortæller hun.
