Kommunen pressede Ingrid til at gå på pension: – Jeg er vred, og jeg er ked af det

Ingrid Engbjerg følte sig presset ud af arbejdsmarkedet og tvunget til at gå på Arne-pension. Hvorfor? På grund af kommunen.
- Ingrid Engbjerg fra Middelfart føler sig presset til at søge Arne-pension for økonomisk stabilitet, men ønsker egentlig at arbejde.
- Grundet stress og slidt krop får hun bevilget ret til fleksjob og ledighedsydelse, men kommunen trækker retten til ledighedsydelse tilbage - og beklager.
- Med 3F i ryggen klager Ingrid Engbjerg over uretfærdig behandling.
Den var tænkt som en nødløsning. Sådan en ordning, der kun skulle tages op og bruges, hvis alt andet glippede.
Ingrid Engbjerg fra Middelfart havde ikke i sin vildeste fantasi regnet med, at Arne-pensionen var noget, kommunen ville tvinge hende på.
Men det er sådan, den 65-årige tidligere postarbejder føler det nu, hvor hun netop har aktiveret den tidlige pension – under tvang.
– Jeg er vred, og jeg er ked af det, for det var slet ikke det her, der var min plan.
Søger Arne-pension til skuffen
Vi skruer tiden lidt tilbage for at forstå, hvorfor Ingrid Engbjerg føler sig taget “med bukserne om hælene”, som hun selv udtrykker det.
Efter 32 år i postvæsnet tager hun i 2018 imod en god fratrædelse, men det skal dog ikke være enden på arbejdslivet, beslutter hun.
Jeg følte, at tæppet blev trukket væk under mig. Jeg blev bare så vred
Ingrid Engbjerg
– Jeg fik taget nogle vikarjobs, jeg fik job som poder under coronapandemien, og jeg kom også til at arbejde som en slags blæksprutte i en golfcafe, fortæller hun.
– Men pludselig gik jeg bare helt ned med stress, fordi jeg var oppe på nærmest 60 timer ugentligt, siger Ingrid Engbjerg.
Slet ikke klar til pension endnu
På det tidspunkt er vi nået frem til 2024, og Ingrid Engbjerg kommer på sygedagpenge.
Det er på det her tidspunkt, hun undersøger sine muligheder for Arne-pension som en ekstra sikkerhed. Men kun med henblik på at den kan ligge i skuffen og vente.
– Jeg var slet ikke klar til pension endnu. Jeg ville jo allerhelst fortsætte med at arbejde, siger Ingrid Engbjerg.
Dog er hendes skuldre og albuer så slidt ned efter årene med at sortere breve, at kommunen sætter et forløb i gang med henblik på et fleksjob. Det passer Ingrid Engbjerg glimrende.
10. september i år får hun brev om, at der er grønt lys til fleksjob og i første omgang ledighedsydelse, som er dagpenge for fleksjobbere.
Ledighedsydelsen har hun ret til, indtil hun finder et konkret fleksjob, skriver Middelfart Kommune og lukker dermed for hendes sygedagpenge.
– Jeg var faktisk mægtig glad, for nu skete der endelig noget. Jeg elsker at være ude blandt mennesker og have kolleger, fortæller Ingrid Engbjerg.
Kommunen vender på en tallerken
Men lykken er som bekendt lunefuld. Allerede dagen efter har Middelfart Kommune ombestemt sig: Ingrid Engbjerg er alligevel ikke berettiget til ledighedsydelse.
“Vi beklager meget over den manglende vejledning fra sygedagpengeafdelingen. Du burde have været vejledt om, at du ikke ville være berettiget til ledighedsydelse, da du har ret til tidlig pension (…)”, skriver kommunen.
Det var jo slet ikke min plan, men min mand og jeg skal også have økonomien til at hænge sammen
Ingrid Engbjerg
Men på det her tidspunkt vil Ingrid Engbjerg slet ikke på tidlig pension, pointerer hendes sagsbehandler i den lokale 3F-afdeling:
– Ingrid har jo netop ikke søgt om at få ydelsen Arne-pension. Den ligger bare i skuffen, og hun ønsker brændende at komme på arbejdsmarkedet igen i et fleksjob, siger Henriette Kolle Jørgensen, faglig sekretær hos 3F Fredericia.
To klager sendes afsted
Henriette Kolle Jørgensen fra 3F sætter to klager i værk.
Den første går på, at Ingrid Engbjerg har fået dårlig vejledning.
Den anden går på, at Ingrid Engbjerg har lidt et økonomisk tab og uberettiget fået afslag på ledighedsydelse med henvisning til, at hun har ret til tidlig pension.
Efterfølgende har kommunen fastholdt sine afgørelser, og klagen om uberettiget afslag er gået videre til Ankestyrelsen.
Folk skal da godt nok tænke sig godt om, hvis de søger om tidlig pension
Ingrid Engbjerg
Tilbage sidder Ingrid Engbjerg og føler sig tvunget til at søge om Arne-pension.
– Det var jo slet ikke min plan, men min mand og jeg skal også have økonomien til at hænge sammen, siger hun.
– Så nu har jeg søgt Arne-pension for at få ro i sindet, og fordi jeg ikke vil trækkes rundt i det her system. Men der er ingen tvivl om, at jeg føler mig skubbet ud af arbejdsmarkedet af kommunen, siger Ingrid Engbjerg.
Hos 3F’s socialt politisk ansvarlige, Lene Krabbe Dahl, vækker sagen også forargelse.
– Ingrid vil gerne bidrage til arbejdsfællesskabet med de timer, hun kan klare. Men i stedet nægter kommunen hende ledighedsydelse, indtil hun starter i et fleksjob, bare fordi hun for lang tid siden ville vide, hvor mange år hun kan få i Arne-pension. Det er uden tvivl en fejlfortolkning af reglerne, siger Lene Krabbe Dahl.
Kan ikke udtale sig konkret, men
I Middelfart siger arbejdsmarkedschef Jeannette Johansen, at kommunen ikke kan udtale sig om den konkrete sag.
– Men vi kan generelt oplyse, at ledighedsydelse udbetales i henhold til lov om aktiv socialpolitik. Hjælp efter denne lov er subsidiær i forhold til andre muligheder, skriver hun i en mail til Fagbladet 3F.
Hun henviser dog til, at Ankestyrelsen tidligere har udtalt om reglerne:
”Det er en betingelse for at være berettiget til ledighedsydelse, at personen opfylder de almindelige betingelser for at få hjælp, herunder at behovet ikke kan dækkes gennem andre ydelser”, skriver Jeannette Johansen i mailen.
Mens Ingrid Engbjerg venter på en afklaring af klagesagen, vil hun gerne komme med en advarsel:
– Folk skal godt nok tænke sig godt om, hvis de søger om tidlig pension og er sygemeldt, ligesom jeg har været det. Ellers risikerer man da at blive taget med bukserne nede, siger Ingrid Engbjerg.