Henning Overgaard genvalgt som formand for 3F

Henning Overgaard er sammen med fire andre i den øverste ledelse i 3F valgt igen for de næste tre år.
- Topledelsen i 3F er blevet genvalgt på kongressen i Aalborg.
- Formand Henning Overgaard, næstformand Tina Christensen, forbundssekretær Søren Heisel og hovedkasserer Lene Krabbe Dahl blev alle valgt uden modkandidater.
- De sidder i tre år indtil den næste kongres i 2028.
Der var ingen modkandidater, da fem kongresvalgte medlemmer af 3F’s daglige ledelse blev genvalgt på kongressen i Aalborg tirsdag ved 17:30-tiden.
Dermed kan formand Henning Overgaard, næstformand Tina Christensen, forbundssekretærerne Søren Heisel og Lene Krabbe Dahl og hovedkasserer Kenneth Hove alle igen indtage deres kontorer på femte sal i Kampmannsgade i København.
Startede på havnen i Esbjerg
53-årige Henning Overgaard har været formand for 3F siden 2022, hvor han afløste Per Christensen.
Han har tidligere arbejdet på havnen i Esbjerg, hvor han også blev valgt som tillidsrepræsentant. Senere blev han formand for 3F Esbjerg Transport.
I 2016 fik Henning Overgaard første gang sin daglige gang i forbundshuset, da han blev valgt som forbundssekretær. Og i 2022 blev han altså forbundsformand.

Flere valg onsdag
Der blev også valgt formand for lønudvalget, billagskontrollanter og billagskontrolsuppleanter på kongressen.
Der var et enkelt kampvalg til en af posterne som bilagskontrollant. Her vandt Jan Kristensen fra Odense GOPS over Daniel Skovhus fra Københavns Chauffører og Vestegnen i en skriftlig afstemning blandt 736 delegerede.
De nyvalgte sidder i tre år, da forslaget om at forlænge kongresperioden til fire år blev stemt ned søndag.
Onsdag skal der vælges gruppeformænd, forhandlingssekretærer og flere andre ved de seks gruppekonferencer.