Henning fik pistol i ansigtet på jobbet: Stor erstatning efter 19 år

3F’eren Henning Rasmussen fik i 2008 anerkendt PTSD som erhvervssygdom efter et væbnet overfald – først nu kommer erstatningen.
Tidligere taxichauffør Henning Rasmussen kunne godt håndtere, når passagerer blev truende og voldelige. Men en pistol i ansigtet i taxien en mørk aften i 2006 overskred hans grænse så voldsomt, at overfaldet endte med at sende ham ud af arbejdsmarkedet.
Fem gange er han blevet overfaldet af passagerer. Han fik engang nikket så hård en skalle af en hidsig passager, at han røg til tælling på asfalten.
– Jeg kom op og holdt ham fast til politiet kom. Jeg ved ikke, hvor jeg fik kræfterne fra, men det var nok adrenalinen, fortæller han om den værste voldsepisode.
Henning Rasmussen tror, at hans fortid som overkonstabel i 25 år har givet ham en ballast, der har gjort ham i stand til at tackle hidsige passagerer.
Men pistoloverfaldet i 2006 slog ham helt ud.
Jeg fik angst og var fuldstændig ramt. Jeg måtte stoppe som taxichauffør.
Henning Rasmussen
– Jeg blev kaldt ud til en adresse en regnfuld aften. Jeg holder stille og pludselig bliver passagerdøren i taxien flået op, og så står der en mand i mørket med pistol og maskeret med en hætte, fortæller 67-årige Henning Rasmussen, der bor i Skælskør.
Blev sigtet i ansigtet
Henning Rasmussen blev sigtet i ansigtet og kunne se, at det ikke var en legetøjspistol, men en ægte Walther-pistol, som politiet tidligere brugte. Han har våbenkendskab fra sin tid i militæret.
– Han råbte “jeg skal have penge!” fortæller Henning Rasmussen.
Af rent instinkt råbte han op og fik afledt pistolmanden og accelererede hurtigt derfra.
– Adrenalinen pumpede, men da jeg kom hjem, begyndte angsten og uroen. Jeg fik det dårligt og overfaldet kørte rundt i hovedet på mig. Jeg kunne mærke, at den var helt gal med mig.
Politiet rykkede ud og fangede senere overfaldsmanden. Han blev efterfølgende dømt i retten for det røveriske overfald.
Fik angst i taxien
Henning Rasmusen prøvede at sætte sig bag rattet i taxien igen efter noget tid.
– Jeg fik angst og uro, fortæller Henning Rasmusen, der bliver ubehageligt til mode og kan mærke angst og uro, når han fortæller om overfaldet.
Han fik i 2008 anerkendt PTSD som en erhvervssygdom og måtte opgive sit job som taxachauffør, som han havde haft i 15 år.
Efter omkring et halvt års sygemelding og flere psykologtimer kom han i job igen.
Jeg troede, jeg skulle blive mast og dø. Det var så tæt på, men jeg nåede at trykke nødstop, og så fik kollegerne mig fri.
Henning Rasmussen
– Jeg havde det ikke godt, men der skulle jo også nogle penge på kontoen. En kammerat skaffede mig job som lastbilchauffør, siger han.
At han kunne sidde i førerhuset i ro og fred, gjorde ham i stand til at klare jobbet trods hans PTSD.
– Men den dukkede op, når jeg for eksempel blev presset af min chef og kørte mange timer, forklarer Henning Rasmussen.
PTSD eksploderer
Som årene gik, fik han sværere ved at begå sig på arbejdsmarkedet, og i 2014 gik den ikke længere.
Han kørte lastbil med beton, og især en episode gjorde udslaget.
– Jeg kom i klemme, da jeg skulle rette på en sliske bag på betonblanderen. Jeg troede, jeg ville blive mast og dø. Det var uhyggeligt tæt på at gå galt, men jeg nåede at trykke nødstop, og så fik kollegerne mig vristet fri, fortæller han og fortsætter:
– Jeg kom ikke fysisk til skade, men PTSD’en eksploderede. Jeg kunne ikke køre lastbil mere. Det var helt slut.

Han var sygemeldt i tre år og isolerede sig fra andre mennesker. Han havde kun sin hund, computeren og tv’et som selskab i nogle år. Han kunne ikke have mennesker tæt på.
Han kom senere ind i den kommunale arbejdsprøvningsmølle og blev visiteret til fleksjob, men kom i 2020 på seniorpension.
Ankestyrelsen afviser
Tilbage i 2014 bad han om at få sin arbejdsskadesag genoptaget, men fik afslag af Ankestyrelsen, og så fulgte en årelang kamp for erstatning med 3F i ryggen.
– Det var svært at kæmpe med myndighederne i årevis, mens jeg samtidig havde det psykisk svært. Den kamp klarer man ikke alene. Jeg havde mareridt og flashbacks, hvor angsten buldrede i mig igen, siger han.
Ankestyrelsens begrundelse for afslaget var, at han havde haft job som lastbilchauffør. Derfor mente styrelsen, at hans arbejdsophør ikke var en følge af hans PTSD fra 2006.
Sagen endte til sidst i byretten i Sønderborg, der i april 2025 tilsidesatte Ankestyrelsens vurdering.
Retten fastslog, at, Ankestyrelsen ikke kunne give afslag på erstatning med begrundelsen, at Henning Rasmussen havde arbejdet som lastbilchauffør i otte år efter den anerkendte PTSD-diagnose.
Dommen baserede sig især på Retslægerådets udtalelse i sagen, der støttede Henning Rasmussen. Rådet vurderede, at hans PTSD i 2006 er den mest vægtige årsag til hans psykiske problemer, der gjorde, at han måtte stoppe som lastbilchauffør i 2014.

Drømmer om en autocamper
Sagen er nu behandlet igen hos Ankestyrelsen og i august 2025 blev erstatningen for erhvervsevnetab fastsat.
Henning Rasmussen fik en stor erstatning, men han ønsker ikke at oplyse erstatningens størrelse.
– Sagen er slut, og nu kan jeg endelig se fremad og komme videre. Jeg er på folkepension, og min drøm er at købe en autocamper og køre Europa rundt med min kæreste, når jeg får min erstatning. Jeg har fået det godt igen, og passer godt på mig selv, siger han.