Forsikringsselskab trækker tiden: – Venter de bare på, jeg dør?

Forsikringsselskabet Balticfinance klager og klager på livet løs – uden begrundelser. Derfor må Søren Burgaard Nielsen vente og vente på sin erstatning.
Endnu en 3F’er med en arbejdsskade bliver udsat for forsikringsselskabet Balticfinances store lyst til at klage på livet løs.
Tidligere har Fagbladet 3F skrevet om Johnny Peter Bro Stoffersen Andersen, der venter og venter på erstatning, efter at have brækket begge hæle.
Det samme gælder for mureren Søren Burgaard Nielsen.
Han har fået ødelagt sin skulder i en arbejdsulykke 14. juni 2022, og afgørelsen fra Ankestyrelsen er klokkeklar: Erhvervsevnen er nedsat med 65 procent. Det udløser en erstatning på mere end 650.000 kroner.
Har ikke fået en krone
Men han har endnu ikke set en krone.
Det er arbejdsgiverens forsikringsselskab, Balticfinance, der skal punge ud.
Men det har de ikke gjort.
De anker igen og igen afgørelser i sagen, som trækker tiden i årevis.
Lige nu overvejer Balticfinance, om de vil stævne Ankestyrelsen og tage sagen i byretten, hvilket kan lægge flere år til ventetiden.
– Gad vide om Balticfinances bare venter på, at jeg dør, så de er fri for at betale, siger Søren Burgaard Nielsen, der er dybt frustreret over uvisheden.
Det er uanstændig og vildt underligt.
Søren Burgaard Nielsen
Har brug for erstatningen
63-årige Søren Burgaard Nielsen rykkede en sene over i skulderen, da han skulle flytte et stillads, og fik ødelagt sin skulder. Han er nu på seniorpension, men arbejder stadigvæk 15 timer om ugen som murer.
Han udfører kun skånearbejde og har en makker, der løfter og slæber for ham.
– Firmaet ville gerne beholde mig med min erfaring, som lærlinge kan nyde godt af, siger Søren Buurgaard Nielsen.
Udover den smertende skulder er han også gået meget ned i indtægt.
– Det er uanstændig og vildt underligt, at Balticfinance trækker min sag i langdrag, siger Søren Buurgaard Nielsen, der bor i Auning øst for Randers.
Søren Burgaard Nielsen kom ud for arbejdsulykken 14. juni 2022 og fik tilkendt 65 procent i erhvervsevnetab af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES). Det klagede Balticfinance til Ankestyrelsen over.
Det fik de ikke noget ud af, da Ankestyrelsen stadfæstede afgørelsen fra AES.
Det er utilstedeligt, den måde Søren Burgaard Nielsen bliver behandlet på. Han venter stadig, selv om sagen er ukompliceret.
Henrik Hald
Balticfinance vil ikke betale
Henrik Hald, socialrådgiver 3F Randers, bad 2. april 2025 om udbetaling af erstatningen, hvorefter AES afgjorde, at der skal udbetales 656.159 kroner.
Balticfinance klagede igen over afgørelsen uden begrundelse, og den klage sender AES videre til Ankestyrelsen, der er forpligtet til at behandle den.
Det er en såkaldt forhåndsklage, som forsikringsselskabet kan indsende, før der er truffet endelig afgørelse i en sag. Sagen er endnu ikke behandlet i Ankestyrelsen.
Socialrådgiver: Det er utilstedeligt
Socialrådgiver Henrik Hald fra 3F Randers har gentagne gange været i kontakt med forsikringsselskabet, der fortsat nægter at udbetale erstatning på trods af Ankestyrelsens afgørelse om erhvervsevnetab på 65 procent.
– De overvejer fortsat på ottende måned, om de vil stævne Ankestyrelsen og tage sagen i byretten, siger han.
Ifølge Henrik Hald vil Balticfinance ikke svare på, hvornår de forventer at have bestemt sig.
– Det er utilstedeligt, den måde Søren bliver behandlet på. Han venter stadig, selv om sagen er ukompliceret. Det er åbenlyst, at Balticfinance bare bliver ved med at forhale sagen, siger Henrik Hald.
Balticfinance: Vi har droppet bagatelsager
Fagbladet 3F har forelagt kritikken om Søren Burgaard Nielsens sag over for Balticfinance, men har endnu ikke fået et svar.
Tidligere har Fagbladet 3F spurgt Balticfinance, hvorfor de klager over langt flere afgørelser end de øvrige forsikringsselskaber og har modtaget et skriftligt svar fra Maria Lee Berndt, der er “executive assistant to CEO” i Balticfinance:
– Årsagen til at Balticfinances andel af påklagede afgørelser er højere, skyldes at vi historisk har sendt en større andel bagatelsager til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, lyder det fra Maria Lee Berndt, der fortsætter:
– Den arbejdsgang er ændret, og det er vores forventning, at det på længere sigt vil kunne ses, således at vores andel af påklagede sager vil ligge på niveau med branchens.