En sjælden nørd: Magnus vil så gerne have danskerne til at slippe en dårlig vane

Magnus Sejr ved rigtigt meget om te. Et 3F-rejselegat gjorde den unge tjener endnu klogere på sin passion.
- Den 21-årige Magnus Sejr startede som kok, men skiftede til tjener med fokus på te.
- Han er te-sommelier og har en passion for at give gæster gode teoplevelser.
- Magnus modtog 3F's rejselegat for at studere te i Japan og lærte om te-træer og traditionel tilberedning.
Det begyndte faktisk med, at Magnus Sejr ikke havde dét, der skulle til for at blive en talentfuld kok.
– Så god er jeg heller ikke til at hakke løg, som han selv udtrykker det.
Der er meget at være ked af her i verden, men én af tingene er da godt nok, at folk bare drikker Pickwick-te .
Magnus Sejr
Han var gået sin søster i bedene med kokkeuddannelsen. Men ret hurtigt skiftede han spor:
– Ideen med at give gæsterne noget ekstra krymmel og nogle gode oplevelser, når de er ude og spise – det tiltalte mig mere, fortæller Magnus Sejr.
Derfor sprang den 21-årige aarhusianer for nyligt ud som faglært tjener – og med en helt særlig passion: Magnus Sejr er nemlig te-sommelier.
– Der er meget at være ked af her i verden, men én af tingene er da godt nok, at folk bare drikker Pickwick-te og får serveret te i brev på restauranterne. Det håber jeg at kunne få folk vænnet fra.

Magnus Sejr fandt hurtigt ud af, at der var rigtigt mange tjenere, der vidste en masse om vin og kaffe. Og det var de meget klogere på end ham.
Omvendt fandt han det vigtigt at finde sig en niche, så man som tjener kunne skille sig lidt ud fra mængden.
– Og så blev jeg altså forelsket i hele håndværket med at lave te, fortæller Magnus Sejr.
“Og så fik jeg det”
Faktisk blev forelskelsen så stor, at han tog flere måneder ud af kalenderen for at lære mere om den varme drik i Japan.
Det blev gjort muligt, fordi han samtidigt søgte 3F Privat Service, Hotel og Restaurations Rejselegatfond for 2024.
Her kan elever i branchen, der er medlem af 3F, ansøge om rejselegater på mellem 30.000 og 100.000 kroner.
– Jeg tænkte: Der er nok ikke så mange ansøgere, så jeg kan da lige så godt søge om hovedlegatet. Og så fik jeg det, siger Magnus Sejr.
På sin te-rejse fik han for eksempel den grundlæggende indsigt i, hvilke bestemte træer te stammer fra, og hvor og hvordan de vokser bedst.
Han blev også indført i den traditionelle kinesiske metode til at tilberede og servere te, Gong Fu-metoden.
Udgangspunktet er her små tepotter og kopper, hvor tedrikkeren kan opdage, hvordan smagen udvikler sig ved brug af de samme teblade ved hver servering.
Men metoden handler også om langsomt og bevidst at påskønne teen, så man får en god oplevelse sammen med de mennesker, man drikker teen med.
Gong Fu blandet med danske dogmer
På restaurant Domestic i Aarhus, hvor Magnus Sejr i dag arbejder, har han fået rimeligt frie tøjler til at tage tekulturen med indenfor:
– Men vi har også nogle dogmer omkring, at vi kun bruger danske råvarer, så hér har jeg arbejdet med, hvordan jeg får danske planter og urter ind i tebrygningen. Det er en ret spændende proces, siger han.
Det er en mission, og den er tung, men det skal nok lykkes stille og roligt.
Magnus Sejr
Han forsøger også flittigt at overføre Gong Fu-metoden til en dansk sammenhæng, så man kan få en god og anderledes oplevelse som tedrikker på en restaurant:
– Og så er jeg født evig æstetiker, så jeg forsøger selvfølgelig også at gøre det så smukt som muligt, siger han.
En tung mission, der nok skal lykkes
Ud over sit besøg til Japan blev der for legatpengene også råd til en tur til Paris, hvor Magnus Sejr besøgte store hoteller og restauranter for at få endnu mere basisviden og indsigt i, hvad der fungerer og ikke fungerer.
Og så har han også taget en uddannelse som sommelier hos te-entusiasten Alexis Kaae på Djursland, “et af de klogeste mennesker jeg nogensinde har mødt”.
Generelt er Magnus Sejr “vildt stolt af”, at han har fået lov til at gå forrest på et felt, hvor der ikke er så mange ildsjæle endnu.
– Jeg vil så gerne vise den her niche frem og give gæsterne en god oplevelse, så de tager noget andet en Pickwick-breve, næste gang de køber te. Det er en mission, og den er tung, men det skal nok lykkes stille og roligt, siger Magnus Sejr.