Efter 28 år siger Piet farvel: Der har været nætter, hvor jeg ikke kunne sove

Når 2025 bliver til 2026, er breve fortid i PostNord. Det samme er Piet Nunnegaard og hundredvis af hans kollegaer.
- Hundredvis af 3F'ere siger om lidt farvel til deres job hos PostNord. Blandt dem er Piet Nunnegaard, der har arbejdet i brevterminalen i Taastrup i 28 år.
- Han har uden held sendt 24 ansøgninger, siden PostNord i marts annoncerede masseafskedigelserne ved årsskiftet.
- Som en del af opsigelsesaftalen er de opsagte medarbejdere blevet tilbudt kompetenceudviklingskurser. Dem har Piet Nunnegaard og rigtig mange andre taget imod.
- Selvom det endnu ikke er lykkedes at lande et job, har Piet Nunnegaard fået lidt mere ro i sjælen. Han har nemlig en plan B.
Om lidt bliver der stille i den grå industrihal i Taastrup.
29. december sorterer Piet Nunnegaard sit sidste brev, før han sammen med kollegaerne endegyldigt forlader brevterminalen, som han i 28 år har kaldt sin arbejdsplads.
Når 2025 rinder ud, er de officielt færdige hos PostNord. Brevene er blevet for få, og PostNord har derfor besluttet helt at droppe dem.
– Det bliver mærkeligt at gå derfra. Ikke at skulle se stedet og kollegaerne mere, konstaterer han.
Siden meldingen om masseafskedigelserne kom i marts, har Piet Nunnegaard sendt 24 ansøgninger.
Nul job er det blevet til.
– Nogle gange har jeg det værste sortsyn, og der har været nætter, hvor jeg ikke har kunnet sove. Andre gange tænker jeg, at det nok bare er nogle måneder, jeg skal gå ledig.
Hjulpet videre
På landsplan er knap 900 3F’ere siden foråret blevet opsagt i kølvandet på PostNords beslutning om et endegyldigt brevstop.
149 af dem er dog blevet tilbudt nye job i pakkeforretningen, mens 134 har kontraopsagt – formentlig fordi de har fundet nyt job i mellemtiden, fortæller Dzevad Ramic, der er formand for 3F Post.

Som en del af fratrædelsesaftalen er de opsagte PostNord-medarbejdere blevet tilbudt et jobsøgningskursus og op mod 11 ugers kompetenceudviklingskurser.
I alt er der udbudt 891 kursuspladser, fortæller Kim Abildgaard Thomsen, som sidder i 3F Posts bestyrelse og har holdt overblik.
447 har været på det tre dage lange ”opsagt, hvad nu?”-kursus med fokus på CV og ansøgninger, og så er der 444 gange blevet takket ja til forskellige kompetenceudviklingskurser.
Nogle har været afsted flere gange.
– Det er alt fra endagskurser til kurser på op til seks uger – eksempelvis lastbilkørekort. Cirka halvdelen har taget kurser, der foregår bag et rat, siger Kim Thomsen og lister så op: buskørekort, B-kørekort, truckcertifikater og kurser, der giver adgang til at køre med liftbusser.
Fyrede er “søgende og opsøgende”
Piet Nunnegaard er blandt dem, der har taget imod tilbuddene.
Han har været på både truck- og robotkursus, og han er langt fra alene om at have brugt opsigelsesperioden produktivt.
– Jeg har nærmest ikke lavet andet end at sende folk på kursus den seneste tid, fortæller fællestillidsrepræsentant Karina Sørensen fra terminalen i Taastrup.

Ifølge hende har medarbejderne været både ”søgende og opsøgende”.
– Jeg er imponeret over, hvor god stemningen har været, for det er længe, vi har gået i det. Men man kan godt mærke nu, at folk er pressede. Dem, der har fået job, går mere stille med dørene, for de ved, at der er kollegaer, der har sendt måske 40 til 50 ansøgninger uden at få noget endnu.
Lettede og triste
Mange har været ansat i brevterminalen årtier. Gennemsnitsancienniteten ligger på 20 år, fortæller Karina Sørensen, der selv kom til i 1998.
Dét gør kun situationen mere trist.
– Det er en mærkelig tid. Man pakker ned, smider ud og afleverer sit arbejdstøj. Jeg kommer til at savne kollegaerne og stedet. Ikke så meget de sidste syv måneder, men de andre 25 år, jeg har været her.
– Folk glæder sig på den ene side, til det er overstået, men er samtidig kede af det.
Ro i sindet
I alt er 174 blevet opsagt i Taastrup. Omtrent 133 bliver til den bitre ende sammen med Piet Nunnegaard.
Han har en aftale med et vikarbureau den 7. januar.

Håbet er, at mødet kan give inspiration og om ikke andet en supplerende indtægt ved siden af dagpengene, indtil han kan gå på efterløn.
– Jeg vil sige, at aftalen med vikarbureauet har givet mig lidt mere ro i sindet. Men jeg vil jo allerhelst arbejde, til jeg kan gå på pension.
Et sidste farvel
Alt efter den 31. december er stadig usikkert.
Indtil da ved han dog én ting.
– Jeg har – som en positiv ting – for første gang i 28 år juleferie, siger han og ser så frem mod sidste arbejdsdag.
– Jeg kommer mest af alt til at huske kollegaerne. Der er et par af dem, jeg har kendt, siden jeg startede derinde 8. september 1997. Det bliver mærkeligt at blive spredt for alle vinde nu.