Afsløret af billeder fra kran: “Pissebange” rumænere snydt for løn

Italiensk entreprenør er blevet kylet af kæmpeprojekt, der både er forsinket og blevet halvanden milliard kroner dyrere end ventet – og det er dine skattekroner, der betaler.
- Byggeriet af det nye akuthus på Bispebjerg Hospital har været plaget af problemer med underbetaling og forsinkelser.
- En kranfører var med til at dokumentere massiv underbetaling af et rumænsk byggesjak på pladsen.
- I dag er hovedentreprenøren kylet ud, byggeriet er flere år forsinket og bliver halvanden milliard kroner dyrere end ventet.
- Der er fundet fejl i det arbejde, hovedentreprenøren har efterladt, og det indgår nu i en voldgiftssag mellem firmaet og Region Hovedstaden.
Går man en efterårstur forbi byggeriet af det nye akuthus på Bispebjerg Hospital, kan der godt se lidt stille ud.
Det offentlige bygger hvert år for milliarder, og sygehusbyggeriet er et eksempel på, at der godt kan ske grov underbetaling, selvom det er det offentlige, der betaler gildet.
Fagbladet 3F har op til kommunal- og regionsrådsvalget i denne uge beskrevet, hvordan 3F i den seneste valgperiode har ført over 100 sager om underbetaling på offentlige byggerier.
Nu dykker vi ned i fortællingen om et af dem.
Arbejdede 50 timer om ugen
Italienske Rizzani de Eccher vandt i sin tid udbuddet og blev totalentreprenør på Bispebjerg Hospital, og der blev hyret flere udenlandske firmaer ind på byggepladsen.
Nogle af dem kom 3F-fagforeningen BJMF til at krydse klinger med.
Fagforeningen opdagede, at et sjak af rumænske byggearbejdere i 2022 og 2023 arbejdede 50 timer om ugen for en italiensk underentreprenør kaldet Teknometal, selvom de kun fik løn for 37 timers arbejde.
Det fortæller faglig sekretær i 3F BJMF Nicola Tadini.
Mit billede var, at under Rizzanis tid, så var der alle vegne noget, som ikke var, som det skulle være.
Nicola Tadini
Rumænerne var dog med Nicola Tadinis ord “pissebange”.
– På et tidspunkt mødte vi en, der turde tale med os. Han fortalte, at de arbejdede alt for mange timer, men at de havde fået at vide, at hvis de talte med fagforeningen, ville de ryge hjem med det samme, husker Nicola Tadini.
Hovedentreprenøren nægtede dog at give 3F adgang til portdata, som kan bruges til at kontrollere arbejdstiden.
Men heldet ville, at en af kranførerne på byggepladsen som led i sit arbejde flere gange havde taget billeder af arbejdet på jorden.
Og vupti:
På billederne dukkede byggesjakket op både i aftentimerne og i weekenden.
Sagen betød, at Teknometal sidste år indgik et forlig med 3F på omkring 400.000 kroner for underbetaling.
Kylet ud
3F BJMF oplevede flere problemer med udenlandske firmaer, fortæller Nicola Tadini.
– Mit billede var, at under Rizzanis tid, så var der alle vegne noget, som ikke var, som det skulle være, siger Nicola Tadini.
Det var dog ikke kun på den arbejdsretlige front, at der var problemer.
Byggeriet blev flere gange undervejs forsinket, og i nogle perioder stod det bomstille. Totalentreprenøren røg ud i økonomiske problemer, og til sidst fik regionen nok: Italienerne blev kylet på porten.
Det havde den konsekvens, at byggeriet blev tre år forsinket. Nu ventes akutsygehuset tidligst at stå klar i 2030. Og vurderingen er, at budgettet er overskredet med 1,5 milliarder kroner.
Sløjfer hel etage
I dag er byggeriet på ret kurs.
Det forsikrer Region Hovedstaden i hvert fald i en pressemeddelelse.
Regionen har sparet 300 millioner kroner ved at skrotte en hel etage fra den oprindelige plan.
Skal overholdes
Berit Damm, projektdirektør på Nyt Hospital Bispebjerg, oplyser i et skriftligt svar til Fagbladet 3F, at der er fundet fejl og mangler i det råhus, der er blevet opført.
Det indgår i en voldgiftssag mod Rizzani de Eccher.
– Alle kontrakter, vi indgår, indeholder krav om løn og arbejdsforhold på overenskomstlignende forhold. Uden undtagelse – også for underentreprenører, skriver Berit Damm i sit svar til Fagbladet 3F.
Der er efter italienernes exit indført nye tiltag for at styrke kontrollen med arbejdsforholdene, lyder det videre.
Hun medgiver, at bygherren selv burde have indhentet portdataen fra entreprenøren.
– Det er entreprenørens ansvar at sikre, at kravene overholdes. Men vi har også som bygherre et ansvar for at reagere, hvis vi bliver gjort opmærksomme på forhold, der ikke er i orden – og i øvrigt hjælpe fagforeninger, arbejdsmiljørepræsentanter og tillidsrepræsentanter med at afdække og undersøge forhold, som ser mistænkelige ud.
Hverken Teknometal eller Rizzani De Eccher er vendt tilbage på Fagbladet 3F’s henvendelse.