3F’s formand til Jan Villadsen: – Tusind, tusind tak for din indsats

Formand for 3F Henning Overgaard sagde farvel til tidligere formand for 3F Transport Jan Villadsen med flotte ord på 3F’s kongres.
- Jan Villadsen blev hyldet af 3F's forbundsformand Henning Overgaard på kongressen i Aalborg.
- Jan Villadsen har ledt kampen mod social dumping, piratkørsel og mange andre vigtige faglige udfordringer.
- Henning Overgaard takkede Jan varmt for et godt venskab og dedikation til medlemmernes interesser.
Tidligere formand for 3F Transport Jan Villadsen gennem 18 år fik varme og flotte ord med på vejen af 3F’s forbundsformand Henning Overgaard på 3F’s kongres i Aalborg.
Henning Overgaard pegede på, at Jan Villadsen startede de faglige aktiviteter for fællesskabet i fagforeningen i SiD Chaufførernes Fagforening, Skive.
– Siden så du dig ikke tilbage, sagde Henning Overgaard.
I centrum for store faglige kampe
Han understregede, at Jan Villadsen og transportområdet har været omdrejningspunkt for en hel stribe af væsentlige faglige kampe.
– For eksempel med Ryanair og Nemlig.com, indsatserne for platformsarbejderne for et fair arbejdsmiljø for buschaufførerne og meget, meget andet, sagde han og fortsatte:
– Kampen mod social dumping og piratkørsel har du og gruppen ført med kraft og fine resultater både i Folketinget og i EU. I fik også sendt Uber på rekreation.
En ven og støtte
Han pointerede, at Jan Villadsen også har været en ven og en støtte. Han fortalte, at da Henning Overgaard var helt nyvalgt forbundssekretær, spurgte daværende forbundsformand Per Christensen, hvornår han regnede med, at han kom til København fra Esbjerg.
– Som afdelingsformand havde jeg lige nogle opgaver, jeg skulle overdrage, tænkte jeg. Per kiggede på mig og sagde, ”tag dig bare god tid, du behøver ikke komme på mandag, men derefter regner jeg med dig”.
Kærkommen og kæmpehjælp
Så stod Henning Overgaard en torsdag eftermiddag på 3F-kongressen, med besked om at møde i København ugen efter.
– At stå i den situation uden at have kunnet søge en bolig inden. Det var sgu en temmelig presset fornemmelse, der drønede rundt i kroppen, sagde han og fortsatte:
– At du og Christina stillede en seng og jeres hus i Ishøj, til låns for mig i næsten 2 uger – det kan godt lyde som en lille ting, men for mig var det en uvurderlig og kærkommen kæmpehjælp, sagde han til klapsalver fra salen.
Jan Villadsen i “underhakkere”
Så i den allerførste tid i København, var de altså ikke bare kolleger og kammerater – de var også ”roommates”, slog han fast.
– Og jeg har da set dig i et par “underhakkere” Jan – men der er der altså flere muller på en frysehusarbejder end på sådan en bette chaffut, sagde han og sendte ham afsted med en varm tak, blomster og gave.
– Kære Jan. Tusind, tusind tak for din indsats. Tak for at du har brugt det meste af dit liv fuldt og helt i medlemmernes interesse. Vi ønsker dig alt det bedste i de kommende senior år.
Bliv ved med at holde sammen
Jan Villadsen kvitterede med en kort takketale:
– De fleste af os her er i en utrolig privilegeret situation. Vi har har beskæftiget os det meste af livet med det, der interesserer os mest. I skal sørge for at dem, der kommer efter jer, også har en stærk platform at stå på, sagde han og fortsatte:
– Vi kan flytte alt sammen, så længe det er fornuftigt og i den rigtige retning. Bliv ved med at holde sammen. Tak til jer alle sammen, sagde Jan Villadsen.